Paa KICOSHEP er det kristendommen man foelger. Dermed ikke sagt, at der ikke er aabent over for alle slags religioner, men tror det er blevet en faelles grundlaeggende antagelse i organisationen. Hver mandag moedes personalet efter rengoering af organisationen til boen, hvor de skiftes til, at vaere ordfoerer af praediken. Det er forskelligt hvor meget af personalet der deltager. Det foregaar ret hoejtraabende, men er ogsaa smukt med sangene, som lyder overraskende godt – om der saa er tre eller otte til stede – de fleste er foedt med en sangstemme. Her er der mulighed for at dele, hvis man har oplevet noget godt i den foregaaende uge, som man gerne vil takke for eller hvis der er en haendelse i ugens loeb, som man gerne vil bede til skal gaa godt. I det omraade vi bor i, tror jeg hovedsageligt det er kristendommen, som bliver udoevet, men hver soendag kan man baade hoere hoejtraabende praediker og moskeer som kalder til boen i det fjerne. Apropo moskeer, saa ligger der et lejlighedskompleks lige ved siden af organisationen, hvor der kun bor muslimer og lige ude foran mit sovevaerlses vindue er de godt igang med at bygge en moske – der bliver banket og hamret hver morgen. Den naar ikke at staa faerdig mens jeg er her, men med tiden er det ikke hammerslag man bliver vaekket af.
De fattige bruger religionen rigtig meget som et redskab til at tro paa, skabe et haab, raabe efter hjaelp eller ytre sin taknemmelighed til. Vi har vaeret en tur i kirke i Kibera slummen, hvilket var en berigende oplevelse. Vi fulgtes med Charles, som er en af personalet paa KICOSHEP. Vi moedte ham ude foran Kibera og paa vej ned mod KICOSHEP primary school, hvor gudstjenesten blev afholdt, saa vi flere forskellige kirker, i form af smaa blikhuse, som var i gang med soendagens praediken. Den praediken vi overvaerede foregik i et lille klassevaerelse med ca. 20 fremmoedte. Ja nu skal vi ikke glemme, at vi er i Afrika, saa selvfoegelig ankom folk med forsinkelser op til 45 minutter. Paa tavlen for enden af lokalet, stod hvilke salmer vi skulle synge og her placerede to praester sig ogsaa, den ene paa Swahili og den anden som straks oversatte hver saetnning til engelsk. Stemningen var rigtig god og inddirekte var vi med i en af praesternes praediken, der snakkede om, at han havde venner mange steder fra rundt i verdenen og vi skulle laere af hinanden og man skulle foele sig velkommen, nu man var saa langt vaek hjemmefra. Charles var ogsaa saa soed, at rejse sig op og praesenterede os, hvor vi derefter selv rejste os op en efter en og sagde vores navne og forklarede hvad vi lavede her. Herefter sang vi en masse salmer, modtog nadverbroed fra praesten og mod enden var der mulighed for at man kunne sige noget, her rejste Charles sig atter op. Han fortalte, at hans soen skulle giftes paa fredag og alle var velkommne, han fik gaester langvejsfra, som han skulle forsoerge nogle dage, saa hvis nogle havde bare det mindste de kunne bidrage med maatte de gerne det. Saa indsamlingen i lokalet gik igang og der blev indsamlet 920 shillings (ca. 65 kr.), som Charles taknemmeligt tog imod. Dette er normalt, at man soeger velgoerenhed i sin egen kirke. Afsluttende gik alle ud af lokalet og vi stod paa en lang raekke, hvor alle gav hinanden haanden og begyndte livligt at snakke. Vi begyndte stille og roligt at traekke os og Charles fulgte os ud af Kibera igen.
Kirken i Kibera
Salmebog
Om kulturen
Organisationskulturen paa KICOSHEP er egentlig ikke noget man ligger saa meget maerke til, fordi der er stor styring fra ledelsen. De faelles vaerdier og normer er listet op og det er det man arbejder ud fra. Rollefordelingen ligger lidt i de faglige kompetencer. Der er god stemning blandt personalet og man hjaelper hinanden med det fysiske arbejde. Jeg har dog paa fornemmelsen, at man ikke forsvarer hinanden, da det er vigtigere at holde sin egen sti ren. Meget af personalet har flere gange om ugen arbejde der foregaar uden for klinikken, saa det er egentlig ogsaa meget selvstaendigt arbejde, hvor man ikke soeger stoette hos hinanden. I det hele taget er det meget hierakisk, hvilket man ikke er vant til hjemmefra.
Om menneskesyn
Hjaelpen til de svage bygger paa vurdering og kategorisering. Det er en utrolig overfladisk hjaelp og vil den hjaelpesoegende ikke aendre sig eller kaempe haardt nok, saa opgiver man ligesom personen. Der er ingen steder man kan sende personen hen, der er ingen plan B. Et eksempel fra en af de andre studerendes oplevelse med en misbruger, som kommer paavirket ind paa klinikken og gerne vil testes for HIV: Manden har vaeret misbruger de sidste 15 aar. Han faar af vide, at han ikke kan testes naar han er paavirket, han maa tage hjem og sove og komme tilbage dagen efter. Manden overvinder sig selv endnu engang og kommer tilbage dagen efter, dog stadig paavirket. Raadgivningen bliver, at han skal stoppe med at vaere misbruger, saa han kan faa sig en kone og faa sig en familie. Derefter blev han bedt om at gaa, for han kom sikkert for at stjaele. Hvor blev forandringsperspektivet af? Stoetten i at definere egne problemer og loesninger. Helhedssyn. Etik. Kommunikation.
KICOSHEP har flere distrikter, hvor der er forskellige slumkvarterer de har et samarbejdende arbejde i – hvor skal man starte med at rede hele den kaempe haardknude ud. Den ulighed.
Om kaerlighed
Naevnte i det ovenstaende, at Charles sagde, at alle var velkomne til hans soens bryllup – vi var ogsaa inviteret.
16. November 2012
Vi staar op og skal paa skift i bad, hvorefter vi paafoerer os vores afrikanske toej, som er koebt til lejligheden. Personalet bliver helt vilde da de ser os. De er alle inviteret, men ingen tager med. Vi har forudbestilt en taxa, som henter os kl. 10.30 og vi er ved kirken kl. 11.20, da vi har lovet Charles at komme i god tid. Ceremonien skulle starte kl. 12.00, men paa grund af trafik naar brudeparret foerst frem ved en 13.30 tiden. Hele ceremonien foregaar ved at praesten taler, koret synger, nogle venner holder en lille tale, boenner, nadver og selve vielsen, hvor alle stiller sig op og klapper bagefter, parret skriver under og holder papiret oppe og igen bliver der hujet og klappet. En sidste boen og derefter forlader alle kirken og der kan tages billeder.
Vi stiger hurtigt ind i taxaen, vi havde faaet taxachaufoeren til at vente, og koerer videre til det sted hvor receptionen skal afholdes. Kl. er nu blevet 16.00 og vi halvloeber op til buffeten, hvor der ingen koe er fordi vi er nogle af de foerst ankomne gaester. Her gaar et live band igang og den store hal bliver lige saa stille fyldt op. Midt i hallen er der en scene, her er der daekket op til brudeparret og de naermeste venner/veninder. De ankommer senere end os andre og faar serveret mad, imens den naermeste familie holder tale. De taler ud til gaesterne og ikke til parret og det hele bliver filmet. Imens bliver smaa kuverter delt ud paa bordene, hvor man kan ligge nogle penge i til brudeparret. Herefter er der lidt dans og underholdning og saa skal kagen skaeres for. Vi sidder allesammen og foelger med i at de giver hinanden et stykke, imens brudepigerne klaedt i ens gule kjoler gaar rundt med en kurv. Her er der et lille stykke kage pakket fint ind, som er til gaesterne. Resten af den store flotte bryllupskage bliver pakken ned i kassen igen, saa brudeparret kan faa den med hjem. Efterfoelgende bliver de naermeste praesenteret og danser op med deres gaver til parret, som takker, men ikke aabner gaverne. Herefter takker bandet af paa brudeparrets og deres egne vegne og resten af gaesterne kan ligge gaverne over paa gavebordet, saa det goer vi. Herefter gaar folk og smaasnakker lidt og giver haand og kram til brudeparret, mens andre allerede begynder at stable stolene sammen. Brudeparret tager videre paa bar og vi hopper ind i taxaen igen og vender snuden hjemad.
Bryllupskagen til gaesterne
Det var rigtig spaendende at opleve og Charles var saa glad og stolt over at have os med. Forskellen fra Danmark var virkelig tydelig i forhold til, at det naermere foeltes som en konference. Hyggen og intimiteten var der slet ikke og brudeparret var meget reserveret ved at de skulle sidde oppe paa en scene langt fra de andre borde. Charles fortalte os, at grunden til at de ikke sad sammen med familien var , at de ikke kunne snakke frit, hvis foraeldrene var der. Paa samme maade besoeger foraeldrene heller ikke boernene i deres hjem, fordi det er deres privatliv de traenger sig ind paa.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar