Jeg pakker snart rygsaekken og rejser hjem til lille privilligerede Dannevang. Der hvor jeg har mine personlige vaerdier fra, som har staaet sin proeve hernede.
Det, at vaere mzungu (hvid) er en udfordring i sig selv. Det tager aar, hvis man skulle integrere sig og anderkendes for den person man gerne vil. Nej, man kan ikke sammenligne en fattig studerende med en fattig hernede, men de fleste vil have noget af en, fordi de forbinder hvide mennesker med rigdom. De fleste anerkender ikke det faktum, at vi er her for at goere noget – grave vores haender lige ned i deres problemer – de ser kun dollartegn. Utallige gange har vi hoert paa folk der siger, du burde give mig en gave, koeb en gave til mig eller vi er ikke rigtige venner foer du har koebt taletid til mig. Det ligger saa langt fra den danske kultur, i det ligger ogsaa at uligheden ikke er saa gabende stor i Danmark, men venskaber bygges ikke paa baggrund af pengevaerdier, det er naermere et tillidsbrud, at bruge hinanden paa den maade. Folket her bliver opdraget til ikke at kunne stole paa nogen, ikke engang deres foraeldre. Den der skeptiske stemning smitter. Sikkerhedsnettet skal man ogsaa finde andetsteds end de autoriteter man ellers burde kunne stole paa, vi er flere gange blevet bestukket inddirekte, ved at de har stoppet vores taxachauffoer og vi har skyndt os ud, hvorefter de proever at faa penge ud af chauffoeren.
I vores arbejde ude i slumkvarterene skal vi ogsaa tage vores forbehold og vi har ikke paa noget tidspunkt kunne tage ud alene lige meget hvor mange gange borgerne har moedt os. Det er for risikabelt. Saa opsoegende arbejde med borgerkontakt har ikke vaeret muligt uden assistance, saa har laert at skulle samarbejde taet med mine kollegaer. Samtidig kan sproget ogsaa vaere en barriere, da nogle borgere ikke er staerke i sit engelske, saa har vi kommunikeret igennem en kollega, hvis man havde spoegsmaal. Det har vaeret lidt frustrerende, man mangler lidt en staerkere borgerkontakt. Til gengaeld har jeg laert og blevet opmaerksom paa, hvor vigtigt mit kropssprog er i min kommunikation. I det haardere slumkvarter Kibera laerer man ogsaa at distancere sig professionelt. Her er det baade i forhold til kropssproget, for man skal ikke ligne en der er nervoes, selvom man maaske godt kan blive det, da folk kan vaere ret naergaaende, hoejtraabende eller paavirket, men ogsaa i forhold til de soergelige historier man ligger oere til. Her er det traening i ikke at tage for meget af det med hjem. Hvilket virker underligt her, naar det naermest foregaar i sin egen baghave.
Jeg glaeder mig til at komme hjem i en seng, hvor man ikke skal vaere beskyttet mod myg. Et hjem, hvor man ikke skal vaere beskyttet mod uvedkommende, ved at have en vagt rendende rundt (isaer en vagt der begynder at larme meget tidlig morgen). En by, hvor man kan gaa anonymt rundt uden at alle har en mening, kommentar eller hilsen med paa vejen – hver eneste dag.
Naar det er sagt, saa har det vaeret spaendende og udfordrende og med bare en smule form for humor, kan man naa igennem nogle kulturforbistringer. Det er en rigtig god maade, at naa ind til folk paa og det er en rigtig god maade at komme igennem en saa anderledes kultur, hvor meget synes uretfaerdigt og hvor man virkelig staar uden for sin lille komfortable zone.
Laererigt har det vaeret paa det personlige og professionelle plan. Tvaerfaglighed har vaeret en stor del af det. Muligheden for at saette sig ind i arbejdet som paedagog, laerer, sygeplejerske og raadgiver, hvilket er et ret sloeret billede i deres arbejdsgange. En af disse professioner fungerer som lidt af det hele.
Saa har jeg moedt og oplevet nogle helt fantastiske mennesker, som har laert fra sig og hvor man har faaet skabt en gensidig respekt. Nogle mennesker jeg vil tage med hjem i mine tanker. Mennesker som goer et fantastisk stykke arbejde under nogle strenge forhold. Taenk sig, at mange mennesker her ikke faar seksualundervisning nogensinde, de er virkelig uvidende, men der er en udvikling igang. En udvikling der allerede goer, at faerre bliver smittet med HIV. Det er lige nu mange boern der bliver smittet, fordi deres moedre er HIV positive og saa enten er smittet ved foedslen eller ved amningen. Derfor er der et kaempe projekt igang som er Prevent Mother To Child Transmission, som samler gravide kvinder i det naeromraade de bor i og oplyser dem. Det nye er, at man ogsaa proever at faa maendene til at tage del i disse undervisningstimer og jeg har oplevet et foredrag, hvor maendene moedte ind lidt senere til faellesundervisning og det gav et rigtig godt spil.
Et faelles ansvar.
Glaedelig 1. advent derhjemme.
