Blog 2 - Lunefulde Kenya

Halvvejs i forloebet – sikke en rejse. Dog paa tide at faa skrevet lidt.

Jeg vil fortsat beskrive hvad KICOSHEP indeholder, kort remse op hvad vi har laert og omsaette noget af det til hvad jeg har oplevet i praksis, samt beskrive hvordan en hverdag kan se ud hernede.

Programmer:

-          Behandling, pleje og stoette

-          Sikre overlevelse (GSL, Group Savings and Loans) som bl.a. omfatter, at nogle paa den maade kan opstarte en lille forretning.

-          Laering om graviditet, sundhed og rettigheder (f.eks. foedselsforberedelse, information om at de kan komme til KICOSHEP og foede, hvis ikke de har en aftale med hospitalet eller andre).

-          Opbyggelse af kapacitet ved at mobilisere/motivere folk til at faa et bedre liv – empowerment.

-          Advokatbistand I den forstand, at man oplyser dem om f.eks. boerns rettigheder, sundhed, foedsler, pleje af terminale borgere, forebyggelse af HIV/AIDS osv.

-          Netvaerk og samarbejde/realisere faelles maal, saasom med "the government", andre NGO´s (non governmental organisation), lokalt og internationalt, FBO (Faith Based Organisation) og CBO (Community Based Organisation).

Undervisning:

-          Home Based Care, er noget de ansatte paa organisationen laerer familiemedlemmerne til en syg borger, da mange ikke har raad til hospitalsindlaeggelse. Dette indebaerer:

o   Klinisk pleje

o   Sygepleje

o   Oevelser og raadgivning (en form for fysioterapi)

o   Psykisk og foelsesmaessig pleje (forbedre livskvaliteten og raadgive dem i at acceptere deres sygdom)

o   Spirituel pleje, herunder planlaegge hvem der skal tage sig af boernene og arven.

-          Mobilisation, er noget de bruger rigtig meget tid paa. Det indebaerer, at man tager ud i slummen og moeder borgerne, besoeger dem i eget hjem og oplyser dem om hvad KICOSHEP kan tilbyde og faar som eksempel samlet folk til at komme ind paa klinikken og faa taget en HIV test af sig selv og boernene.

-          Condom demonstration, hvordan de gaar ud og oplyser borgerne om vigtigheden af praevention og hvordan vi skulle gaa ud og fange deres opmaeksomhed og raadgive.

-          Hygiejne

-          Psykosocial stoette, hvor man gaar ud og snakker med borgerne – i dette tilfaelde gerne boernene – hvor man laver nogle aktiviteter og laerer dem noget, saa de for en stund glemmer deres problemer eller sygdom.

-          4 dages undervisning paa Baraton University, b.la. vedroerende faget socialt arbejde og raadgivning.

Praksis:

-          Psykosocial stoette.

Vi har vaeret ude i et omraade der kaldes for Masai Manyatta et par gange. Her moeder vi ind paa en lille skole og boern i alle alder stimler lige saa stille til og ser nysgerrigt paa os. De er i slidt og beskidt toej, mange med snotten der loeber og de helt smaa gaar ikke med ble, men maa tisse i bukserne. Nogle har influenza, som de ikke faar noget medicin for, andre er smittet med HIV.

Efter et stykke tid er vi ikke saa fremmede for dem laengere og vi leger med dem, underviser dem med vores kropssprog, da ikke alle forstaar engelsk, synger og danser og den ene af gangene havde vi bolde med. Da vi gaar er det med et smil paa laeben fra alle parter.

Det var baade roerende og glaedeligt at moede disse boern, men disse foelser er ogsaa med til at man er fuldstaendig naervaerende og opmaerksom. Man foeler selv man bliver beriget, idet man udvider sit verdensbilled.

-          Condom demonstration.

Samme sted som ovenstaaende, tog sygeplejersken Margareth, en snak med kvinderne om praevention. Hun demonstrerede et kvindeligt kondom for dem og jeg var overrasket over, at se unge kvinder, som havde mellem 3 og 5 boern sidde og fnise som teenagere. Margareth talte alvorligt med dem, men med et smil paa laeben og de lyttede, men de var bestemt ikke interesserede I kondomet – ogsaa fordi det ligger saa langt fra deres kultur, som mener, at man fratager et barns liv ved at bruge praevention. Samtidig var det som om de ogsaa godt kunne se fornuften i ikke at saette flere boern til verdenen som de ikke har plads til i deres smaa hytter, som  er lavet af trae og kolort. En kvinde i gruppen havde en p-stav i armen og Margareth roste hende. Paa trods af at dette dog ikke forebygger HIV/AIDS. Samtidig var der laering om P.M.T.C.T. (Prevent Mother To Child Transmission), som er forebyggelse af spredning af HIV/AIDS fra mor til barn.

Hverdag:

Fuata Nyango

2. oktober 2012

Jeg staar op og vikler mig ud af mit myggenet. Idag skal tre af os med ud i slumkvarteret Fuata Nuango og vi skal foelges med sygeplejersken Margareth. Vi tager afsted kl. 09.00. Derude moedes vi af mennesker, som er venlige og vi foeler os velkommen. Gaderne holdes nogenlunde rene og vi faar af vide, at i dette omraade stjaeler ingen fra hinanden – fanger man en tyv, slaar man vedkommende ihjel.

Naar man begiver sig ud i slummen skal man altid starte med, at moedes med en caretaker.  Dette er en person, som kender slummen, kender borgerne og har nogle klienter, som han/hun skal se til og rapportere til KICOSHEP. De arbejder frivilligt. Caretakeren vi starter med at moedes med har nogle klienter, som hun gerne vil have Margareth til at se paa, men vi bliver ogsaa hevet fat i af folk paa gaden, som gerne vil have vi kommer forbi dem.

Vi starter hos en 38-aarig kvinde, hun bor nede i en meget smal gade, da blikhusene ligger saa taet op af hinanden og pladsen indenfor er meget snaever. Hun har et barn paa to maaneder og hendes bekymring er, at hun er alene, nu mor til to og intet job – hun har derfor ikke raad til mad. Vi fandt ud af, at der bliver set lidt nedvaerdigende paa dem, som ingen mand har, klienten vidste heller ikke hvem faderen var til det nyfoedte barn. Raadgivningen blev, at hun skulle tage til KICOSHEP og deltage i programmet P.M.T.C.T. (Prevent Mother To Child Transmission) og her kunne hun modtage en pose ris. Naeste klient er en kvinde paa 26 aar, hun foeler sig utilpas og hendes mand er taget hjem til der hvor de oprindeligt kommer fra, hun har derfor svaert ved alene at tage sig af deres tre boern i den tilstand. Da Margareth ikke gaar rundt med meget andet end panodiler i sin sygeplejetaske bliver klienten bedt om at komme til KICOSHEP for behandling. Saa havde vi et tjek besoeg, hos en klient, vi havde til observation og behandling i to doegn paa KICOSHEP. Hun havde tuberkulose. Her var det opfoelgning af klientens helbred og raadgivning til hendes soester, som hun boede sammen med, hvordan hun skulle tage sig af klienten. Vi moedte tre gravide kvinder, som alle fik information omkring at komme til KICOSHEP og foede, hvis de ikke havde andre muligheder og en blev bedt om at henvende sig hos KICOSHEP for at faa mad, da hun havde en meget lav blodprocent og samtidig ikke havde raad til mad. Herefter var vi hos en 5-aarig pige og hendes foraeldre. Pigen havde problemer med musklerne og vi gennemgik hospitalspapirerne og Margareth saa paa de maerker pigen havde faaet, fordi hun vaelter hele tiden pga. sine svage muskler. Herefter tog vi til en aeldre kvinde paa 65 aar, hun havde vaeret ude for en bilulykke og havde rigtig mange smerter og derved svaert ved at sove. Margareth gav hende panodiler som hun skulle tage tre gange om dagen. Vi moedte tilfaeldigt hendes barnebarn paa 15 aar, hans mor er doed, saa han boede nu hos sin bedstemor. De fik information om det "Grandmother Project" der er oprettet paa KICOSHEP, som stoetter bedsteforaeldrene i at tage sig af boerneboerne, hvis foraeldre gaar bort I en tidlig alder.

Efterfoelgende snakkede vi med flere carehealthtakers, som ogsaa giver lettere adgang til borgerne, fordi de stoler paa dem og boernene farer til og ville alle sammen haenge paa mine arme, saa vi pjattede lidt med dem. Saa gaar turen hjem. Vi skal skrive rapport om alle de borgere vi har moedt, saa der kan laves opfoelgning naeste gang vi kommer.

Naar arbejdsdagen er slut tager vi over og handler i et kaempe indkoebscenter, som ligger 10 min. vaek. Naar vi er hjemme igen er personalet gerne taget hjem og saa har vi koekkenet for os selv. Vi laver mad over et gammelt gaskomfur og saetter os op paa altanen og spiser.

Kl. 18.30 saenker moerket sig over Nairobi og myggene svaermer frem …

Kibera

6. November 2012

Vaekkeuret ringer kl. 7.15, den her uge er jeg tilknyttet KICOSHEP Primary School sammen med Sabrina. Det er tirsdag, for vores mandage gaar altid med rapportmoede og planlaegning sammen med KICOSHEP´s personale. Vi skal have to matatu´er derud (som  er det transportmiddel vi benytter os mest af hernede, det har samme funktion som en bus derhjemme, hvor de forskellige matatu´er har deres egen rute, alt efter hvilket nummer de har staaende i ruden. Det er en privatejet minibus, hvor folk bare propper sig ind med sin baggage, men oprindeligt er der ca. plads til 14 passagere).

Vi staar af ude foran Kibera slummen - en af Afrikas stoerste slumkvarterer- kl. 8.30. Paa grund af vores sikkerhed maa vi ikke gaa alene hen til skolen, saa vi venter altid paa, at blive hentet af skolens vagt. Paa os har vi ikke andet end smaapenge til matatu´en, haandsprit og en lille notesbog I en taske gemt under toejet.  Normalt sker der ikke noget, men man skal tage sine forbehold. Vi gaar igennem den del af slummen, hvor alle forretningerne ligger. Alt fra smaa kiosker, slagter, frisoerer, groentsagsboder, snedkere, isenkraemmer osv. ligger klods op af hinanden med smaa boder hvor der laves samosaer og chapati (pandekage lavet paa mel, vand og salt). Der ligger skrald over det hele og hoener, kyllinger, katte, geder og hunde loeber rundt sammen med folket der allerede er godt igang med arbejdet og de boern som ikke gaar i skole. Nogle forretninger hoere musik for fuld udblaesning og i luften haenger lugten af kul, som de bruger i de udendoers koekkener blandet med skrald i forraadnelse. 

Vi traeder ind paa skolens omraade og bliver altid moedt af en gruppe boern og med saetningen "how are you? ". Vi moeder ind paa laererkontoret og planlaegger dagen. Idag skal vi vaere paa biblioteket og faar til at starte med en 5. klasse i to lektioner (2x35 min.), her skal hoere dem i at laese hoejt og give et referat af hvad de har laest, saa man sikre sig, at de ogsaa har forstaaet. Der gaar ikke en gang en time, saa er nogle af boernene meget urolige og jeg begynder at snakke med nogle af dem om familieforhold, deres kendskab til sygdomme osv. og de er faktisk meget bevidste og har en fornemmelse af at skolen goer et stort stykke arbejde. De har b.la. lektioner som engelsk, Swahili, matematik, laering af kroppen/seksualundervisning, biblioteksdage og fysiske aktiviteter. Da uroen blander sig i hele klassen, naa  ja, skal lige fortaelle, at det er 40 elever vi fik ansvaret for, saa beslutter vi os for at samle dem og synge, hvilket er noget de elsker og er virkelig gode til. Kl. 11.00 er der groed ude i skolegaarden, hvor de bliver raabt op efter klassetrin og alle har de deres egen kop eller platikboette, som de faar en stor skefuld groed i. Vi hjaelper koekkendamerne med at servere. Dette er for at holde boernes maver maette. Det smager ikke af saa meget eller saerlig godt, men naar maverne er fulde kan de bedre koncentrere sig.

Herefter er vi tilbage paa biblioteket hvor vi faar en 4. Klasse, som skal hoeres i at laese. Her er der kun 20 elever og der er meget mere ro over det.

Kl. 12.45 er der frokost – majs og boenner – som vi ogsaa hjaelper til med at servere for boernene. Forskellen er bare, at her bliver deres navn raabt op. Dette maaltid er nemlig kun for de boern, hvis foraeldre betaler 350 ksh om maaneden (svarer til ca. 25 kr.). Herefter faar vi selv en pause. Vi faar serveret te, som er varm maelk og vand blandet sammen og en pakke toastbroed. Dette er noget der gaar igen naesten alle steder, jeg har foer oplevet det til et moede med KICOSHEP og andre organisationer, hvor der ved frokosttid kommer en bakke ind med toastbroed og smoer. Her staar de saa og smoere tre skiver og klapper dem sammen som en sandwich! Efter en kop te snakkede vi med ledelsen om, at vi en anden dag kunne faa lov til, at observere en undervisning og derefter selv planlaegge en lektion med en klasse. Det var de aabne overfor, saa vi skal hjem og planlaegge.

Da vi skulle ud af skolen, maatte vi vente paa vagten kom tilbage, saa han kunne foelge os ud af Kibera, I mellemtiden kom der en flok boern baerende paa en af de stoerre piger, som var kokllapset. Hun kom ind og ligge i et rum med en madras og hendes veninder hjalp hende til bevidsthed igen. Ingen voksne kom til og naar vi spurgte ind til det, saa var det noget der skete tit, men laegerne vidste ikke hvad hun fejlede. Hmm, skraekkeligt.. Naar jeg tager denne del med er det lige saa meget for at fortaelle, at boernene her er meget selvstaendige, selvom de stadig er boern i deres latter og leg, saa er de vant til allerede som ret smaa, at tage sig af sine mindre soeskende.

Livets hemmelighed

Et brød kan ikke gemmes

og stadig være godt,

men det kan altid deles,

om end det synes småt.

-          Knud Jacobsen